Tysk nej til fransk indbydelse

Frankrig vil styrke samarbejdet med Tyskland om bl.a. socialpolitik, forskning og forsvar. Men Tyskland vil ikke sætte forholdet til mindre lande over styr. - Foto: AP
Frankrig vil styrke samarbejdet med Tyskland om bl.a. socialpolitik, forskning og forsvar. Men Tyskland vil ikke sætte forholdet til mindre lande over styr. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Der må og skal indgås et kompromis om EU's budget for 2007-2013 på næste uges EU-topmøde i Bruxelles. Så langt kunne Frankrigs præsident, Jacques Chirac, og hans gæst, Tysklands kansler Gerhard Schröder, hurtigt blive enige, da de i går mødtes i den franske hovedstad til en længere arbejdsfrokost. De to politikere var også knusende enige om, at de andre EU-lande bør fortsætte deres godkendelse af EU-forfatningstraktaten - på trods af det franske og hollandske nej og Storbritanniens beslutning om at udsætte sin afstemning. Enigheden varede kort Samtidig understregede Jacques Chirac, at »EU ville have lettere ved at klare sig gennem problemerne, hvis der var en stærk vilje fra Tyskland og Frankrig til at klare skærene«, og Gerhard Schröder kvitterede ved at understrege, at det er »i dag, at det fransk-tyske venskab vil stå sin stærkeste prøve i Europa«. Men her stoppede enigheden tilsyneladende også for det fransk-tyske makkerpar, der ellers så ofte før har været lokomotivet for europæisk samarbejde og integration. For trods de håndfaste nævetryk og brede smil ser det ud til, at de franske vælgeres nej alligevel har givet sprækker i forholdet mellem de to nabostater. Fransk-tysk partnerskab Frankrigs nyudnævnte premierminister, Dominique de Villepin, foreslog forleden at kickstarte det fastkørte EU ved at relancere det fransk-tyske partnerskab og lade de to europæiske kernelande gå i front med et tættere samarbejde på områder som f.eks. forsvar, diplomati, forskning og socialpolitik. Men det forslag fik en kølig modtagelse i Berlin, hvor Gerhard Schröders talsmand, Bela Anda, ifølge Libération tørt bemærkede, at det »ikke var et politisk aktuelt forslag«. Spydig afvisning Den tyske udenrigsminister, Joschka Fischer, skal ligefrem spydigt have spurgt, »om den franske regering også ville sende dét til folkeafstemning?«. Ifølge Ulrike Guerot, EU-forsker ved German Marshall Fund i Berlin, er der grænser for »tyskernes frankofili«. »Tyskland er parat til at hjælpe Frankrig, men ikke hvis det betyder, at man sætter forholdet til de andre europæiske lande på spil«, vurderer hun. »Franskmændene må forstå, at Tyskland har en brobyggerfunktion mellem de små lande og landene fra Øst- og Centraleuropa. Derfor er det unyttigt at stille Tyskland over for sådanne umulige valg«, siger hun til Libération. Budgettet afgørende Selv om det således ser ud til, at det fransk-tyske lokomotiv må blive stående på perronen lidt endnu, er der andre måder at få EU op i omdrejninger på igen. Ikke mindst hvis det lykkes at nå til enighed om budgettet i næste uge. Såvel Frankrigs som Tysklands økonomier er pressede, og de er derfor ivrige for at slippe billigere i det kommende unionsbudget, og de forsøger derfor at lægge pres på Storbritannien, der i lang tid har fået et væsentligt nedslag i sine bidrag til EU's budgetter. Men signalet fra den britiske premierminister, Tony Blair, er et klokkeklart nej til økonomiske indrømmelser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her