Sorte udsigter for budgetaftale i EU

Den engelske premierminister, Tony Blair, ankommer til budgetmødet. - Foto: AP
Den engelske premierminister, Tony Blair, ankommer til budgetmødet. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Sveriges statsminister, Göran Persson, var langt fra en positiv mand, da han i dag hastede ind til møde med sine EU-kolleger. Og det var ikke bare gårsdagens aflysning af EU-afstemninger i tre lande, der fik panderynkerne i spil hos den svenske statsminister. Hovedårsagen er, at der tegner sig et meget broget billede af mulighederne for i dag - på EU-topmødets sidste dag - at få forhandlet budgettet for perioden 2007-13 igennem. »Jeg er stadig meget pessimistisk, og jeg tror ikke, vi bør haste en beslutning igennem i dag,« sagde han. Storbritannien er problemet En af de største forhindringer er Storbritannien, der står fast på, at en diskussion om landets omstridte rabat i EU-budgettet skal kædes sammen med en generel reform af budgettet. Briterne kræver nemlig, at der skal pilles ved den gigantiske landbrugsstøtte til flere medlemslande, hvis den britiske rabatordning på 5,5 mia. dollar skal skæres ned. Den engelske premierminister, Tony Blair, mødtes her til morgen med EU-formand Jean-Claude Juncker. Her understregede Blair, at Storbritannien er klar til at diskutere landets omstridte EU-rabat men stadig kun på betingelse af en generel reform af EU-budgettet. Nutidens behov En talsmand for Blair understregede, at Storbritannien ønsker en generel diskussion af EU s budget, hvor pengekasserne skal målrettes nutidens samfund. »Premierminister Blair har utvetydigt forklaret, at han er klar til at diskutere rabatten, hvis der lægges op til en fundamental reform af budgettet,« sagde talsmanden, der peger på at udformningen af budgettet gør, at rabatten er nødvendig. »Hvad der er mere vigtigt, er dog, at EU s budget i fremtiden kommer til at svare til nutidens behov snarere end de behov, der var for 20-30 år siden,« sagde talsmanden. Rabat på 5,5 mia. dollars Blair har argumenteret for, at rabatten på omkring 5,5 mia. dollars er nødvendig for at udligne den støtte, som EU årligt deler ud i subsidier til landbruget. Andre lande - herunder Frankrig - mener, at rabatten for længst har overlevet sig selv, da Storbritannien er langt rigere i dag end i 1984, da Margaret Thatcher forhandlede rabatten igennem. Således har den franske præsident Jacques Chirac krævet, at den britiske rabat helt fjernes. Unionens 25 stats og regeringschefer skal i løbet af i dag og eventuelt i nat forsøge at blive enige om budgettet trods de massive uenigheder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her