USA's udenrigsminister, Condoleezza Rice, leverede mandag en opsang til både Egypten og Saudi-Arabien og krævede flere demokratiske reformer hos USA's to vigtigste arabiske allierede. Det skete på en tale i Egyptens hovedstad, Kairo, efter at hun kort forinden havde holdt et møde med den egyptiske præsident, Hosni Mubarak. Regeringstro bøller Udenrigsministerens tale var noget skarpere i tonen, end de fleste havde forventet. Således kritiserede hun i utvetydige vendinger den militære undtagelsestilstand, Egypten har levet med siden 1980, de åbenlyst politiske domme samt de voldelige angreb på reformvenlige demonstranter i Kairo ved en folkeafstemning sidste måned. Angrebene blev begået af regeringstro bøller, mens politiet så til uden at gribe ind. Bekymring »Vi er alle bekymrede for de egyptiske reformers fremtid, når fredelige tilhængere af demokrati - mænd og kvinder - ikke kan vide sig fri for vold. Den dag må komme, hvor retssikkerhed erstatter nødret, og hvor en uafhængig dommerstand erstatter tilfældig rettergang«, sagde hun. Også Saudi-Arabien fik en diplomatisk lussing, efter at kongedømmet for en måned siden idømte tre dissidenter mellem seks og ni års fængsel, fordi de i et åbent brev til kongehuset bad om flere demokratiske reformer. »Den slags burde ikke være en forbrydelse i noget land«, sagde hun. Egypten skal til efteråret for første gang nogensinde afholde direkte præsidentvalg med flere kandidater. Men i praksis er der så mange begrænsninger blandt de kandidater, der får lov at stille op, at næsten hele oppositionen har fordømt det som en farce. Vis folket tillid Rice lod sine værter forstå, at kandidater burde have fri ret til at stille op. »Præsident Mubarak har åbnet døren til forandring. Nu må den egyptiske regering vise sit eget folk tillid (...) og give sine borgere retten til at vælge«, sagde hun. Og hun tilføjede, at en del af det at være et sandt demokrati er at respektere folkets valg. I Egypten ville en sandsynlig vinder af et helt frit valg være Det Muslimske Broderskab. Men hvis Broderskabet anede medvind efter Rices tale, dæmpede hun dog straks forventningerne på et efterfølgende pressemøde. Her gjorde hun det klart, at Broderskabet var forbudt i Egypten, og derfor ønsker USA ikke at mødes med dets repræsentanter. Kølig respons I oppositionen var reaktionerne på Rices tale generelt kølig. De fleste ønsker at se konkret pres på Egypten, eller at Rices tale udmønter sig i reelle ændringer. Rice overraskede, da hun i sin tale i usædvanligt klare meldinger erkendte, at lige siden Anden Verdenskrig har USA's kurs i Mellemøsten været forfejlet. »I 60 år har mit land, USA, efterstræbt stabilitet på demokratiets bekostning i denne region, her i Mellemøsten, og vi fik ingen af delene. Nu tager vi en anden kurs og støtter de demokratiske ønsker«, sagde hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























