I endnu en overraskende udvikling i en sag, der allerede har været fyldt med uventede hændelser, holder de 12 nævninge pause for natten efter at have givet besked om, at de er delt på midten. Små tre timer efter at de 12 nævninge havde trukket sig tilbage for at votere om, hvorvidt 80-årige Edgar Ray Killen er skyldig i tre anklager om mord, var de tilbage i retten for at meddele, at deres seneste afstemning stod 6-6, og at der ikke var udsigt til snarlig enighed. Med den besked valgte dommer Marcus Gordon at lade nævningene holde fri resten af mandagen, som de tilbringer i isolation på et hotel et hemmeligt sted. Forsvarer glæder sig over splittelse Advokater for både anklagemyndighed og forsvarer var forsigtige med at minde om, at man ikke skal tro at kunne 'læse' et nævningeting undervejs i voteringen. Men der var i retten alligevel ingen tvivl om, at Killens forsvar glædede sig over nævningenes splittelse, mens en repræsentant for anklageren var i mærkbart dårligere humør. En dom for mord kræver fuld enighed mellem de 12 nævninge, og det gælder også, hvis nævningene i stedet vælger at dømme Killen for en mindre alvorlig anklage for uagtsomt manddrab på de tre borgerrettighedsaktivister Michael Schwerner, Andrew Goodman og James Chaney i 1964. Frikendt fordi han var præst Da Killen i 1967 sammen med 18 andre var stillet for en føderal domstol for samme mord, men under en langt mildere anklage for sammensværgelse, gik Killen fri, netop fordi nævningene ikke kunne enes. Den ene - nu afdøde - nævning, der dengang stemte imod at kende ham skyldig, stod ifølge sine nævningekolleger fast på sit nej, alene fordi hun ikke mente at kunne dømme en præst. Killens forsvarer forsøgte i sin afsluttende procedure mandag at spille på samme viden om, at retssagen foregår i hjertet af USA's såkaldte 'bibelbælte'. Anklage om personangreb I sin 20 minutter lange procedure spurgte forsvarsadvokat James McIntyre ud i lokalet, hvorfor Killen er den eneste af otte nulevende mistænkte fra dengang, der har fået sin sag genåbnet og som den første er stillet over for en anklage for mord ved Mississippis statslige retssystem. McIntyre svarede selv på spørgsmålet ved at bevæge sig væk fra mikrofonen, læne sig frem og hviske højt til nævningene: »De ville ha' ram på præsten.« »Kryster« Forinden havde Mississippis justitsminister, James Hood, der selv leder sagen for anklagemyndigheden, afleveret en lang og følelsesladet forklaring på, hvorfor Killen skulle kendes skyldig både i henhold til juraen og af hensyn til Mississippi. »Ondt hænder, når gode folk sidder uvirksomme og intet foretager sig,« sagde Hood som indledning på sin procedure. Undervejs kaldte han Killen »en kryster,« fordi han havde sendt sine mænd af sted for at slå ihjel, mens han selv havde forsøgt at sikre sig et alibi ved at blive i byen. Justitsministeren afsluttede sin tale til nævningene ved at gå helt hen foran Killen i retssalen og aflevere sin sidste appel til nævningene med arm og pegefinger strakt mod Killens ansigt. »Jeg beder jer om at gøre jeres pligt og kende denne mand, lige her, skyldig i mord,« sagde Hood. Men han erkendte også indirekte, at hans beviser for overlagt mord kan være for svage, hvorfor han sikrede sig, at nævningene også har muligheden for at dømme for uagtsomt manddrab. I begge tilfælde er der også den svaghed, at Killen ikke var til stede, da de tre blev dræbt på en landevej uden for Philadelphia. Ingen frist for nævninge Ifølge loven i Mississippi er en person, der har planlagt et mord eller anden kriminel handling lige så skyldig som den, der udfører forbrydelsen. Men at dømme efter justitsminister Hoods procedure er anklagemyndigheden klar over, at det kan være svært at få en dom for overlagt mord, når den anklagede ikke menes at have været til stede, da mordet blev begået. Nævningene samles igen for at fortsætte deres votering tirsdag klokken 15.30 dansk tid. Der er ingen øvre grænse for, hvor længe de kan votere, men forsvarsadvokat McIntyre noterede mandag med stor fornøjelse, at så længe nævningene ikke kan enes, er hans klient ikke skyldig i mord.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























