Mens der fortsat ledes efter døde i Londons undergrundsbane, kunne politiet lørdag oplyse, at bomberne, der sprang i den britiske hovedstad, formentlig ikke var hjemmelavede, og at de blev udløst næsten samtidigt. Myndighederne mistænker fortsat grupper med forbindelse til terrornetværket al-Qaeda for at stå bag torsdagens bomber, der dræbte mindst 50 mennesker og sårede over 700. »Alt hvad vi kan sige er, at det drejer sig om højeksplosivt materiale. Det peger i retning af, at det ikke er hjemmelavet sprængstof. Om det er militært sprængstof, eller kommercielt sprængstof, eller om det er plastisk sprængstof, det ønsker vi ikke at sige noget om på dette tidspunkt«, sagde politikommandanten Brian Paddick på et pressemøde i dag. Præcisionen tyder på tidsindstillede bomber Tidligere har det forlydt, at bomberne i de tre undergrundstog og på en bus i Londons midte sprængtes på forskellige tidspunkter torsdag formiddag. Men Paddick sagde, at politiet nu har fundet ud af, at det skete næsten samtidig på de tre undergrundstog. »Alle de tre bomber på Londons undergrundssystem eksploderede faktisk med få sekundes mellemrum«. Ifølge Paddick tyder det på, at gerningsmændene har brugt tidsindstillede bomber. Der er ikke foretaget arrestationer efter terroraktionen, og politiet har lige nu ikke nogen bestemt i kikkerten, sagde han. Søger stadig efter døde Politiet oplyste, at de godt 50, der er fundet døde, endnu ikke er blevet identificeret. Der arbejdes stadig i undergrundsbanen med at søge efter døde i vragene af udbrændte undergrundstog. »Det er ekstremt varmt og meget støvet, og det er en meget vanskelig opgave for dem at arbejde videre med at finde de døde, der er tilbage i undergrundsbanen«, sagde den næstkommanderende for det britiske transportpoliti Andy Trotter. »Dette arbejde vil foregå langsomt, metodisk og omhyggeligt, og samtidig vil hold af retsmedicinere arbejde med for at sikre, at ingen spor går tabt«, siger han. To personer efterlyst Ifølge de britiske medier har politiet interesseret sig for en 45-årig muslimsk præst, Mohammed al-Garbuzi. Han leder Marokkos Islamiske Kampgruppe, der har fået ansvaret for et terrorangreb i den marokkanske by Casablanca i 2003, der kostede 45 mennesker livet. Garbuzi boede i Storbritannien i 16 år, inden han sidste år forsvandt fra sit hjem i det nordlige London. Ifølge avisen Daily Mail er der udsendt en appel til Europa om at give oplysninger om Garbuzi. Avisen Independent skrev, at Garbuzi har forbindelse til Abu Qatada, palæstinenser og muslimsk præst i London, der anses for at være den åndelige leder for Al-Qaeda i Europa. Ifølge dagbladet The Sun leder politiet også efter den syrisk fødte Mustafa Setmariam Nasar, der har spansk statsborgerskab. Han menes at have forbindelse til en Al-Qaeda-celle i Spanien, der blev opløst efter terrorangrebet på USA i september 2001.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























