I Luxembourg sagde de fleste »Jo«

Lyt til artiklen

De gule stemmesedler ligger klar på bordet foran stemmeboksene. En efter en kommer folk ind, tager en seddel, skynder sig ind i boksen og ud igen. »Er De for en europæiske forfatning?«, står der på sedlerne. Det var luxembourgerne, da 56,52 procent af de afgivne stemmer i går var til fordel for den ellers sønderslåede forfatning, som både franskmænd og hollændere har stemt nej til. Det positive resultat kan kun betragtes som snævert i forhold til, at Luxembourg betragtes som et meget EU-venligt land. Lettelse Og måske hjalp det på resultatet, at den populære regeringsleder Jean-Claude Juncker havde bebudet sin afgang og dermed sat sit mandat på spil, hvis resultatet blev negativt. Derfor var det også en tydelig lettet Juncker, som i går gik på talerstolen i Centre de conférence Kiem i Luxembourg. »Forfatningen er ikke død. Luxembourg har sagt ja«, sagde han og fortsatte: »Det var meget modigt af det luxembourgske folk at sige ja, efter at Frankrig og Holland sagde nej«. »Europa er stadig i krise, men ikke så meget som i går. Nu kan ratificering af forfatningen køre videre, og når alle lande har besluttet sig, kan vi tage stilling til, hvad der så skal ske«. For hurtigt Men selv om det blev et ja og den politiske elite i Luxembourg jubler, er der alligevel 43,48 procent af de ellers så EU-venlige luxembourgere, der har sagt nej til forfatningen. Gerry Morby er en af de nejsigere, som Juncker nu skal forholde sig til. Han afgav sin stemme i den kolossale bygning Circle Municipal på Place d'Armes, som normalt benyttes til koncerter og udstillinger. Han er ikke imod EU, men har alligevel stemt nej, fordi han simpelthen ikke forstår forfatningen. »For mit vedkommende er alting bare gået lidt for stærkt, og sådan har mine venner det også. Egentlig forstår jeg slet ikke, hvorfor vi skal stemme i dag, når Frankrig og Holland har sagt nej til forfatningen«, siger han, mens han kigger op på et femtenmands strygerorkester, der er i fuld gang med at stille op midt på pladsen. Første folkeafstemning siden 1937 Det er ikke ligefrem folkeafstemningen eller Junckers fremtid, der præger bybilledet midt på formiddagen. Enkelte 'Jo' og 'Nee' plakater hænger hist og pist, men ellers er det turisterne, der dominerer billedet. Heller ikke Kirstine Langers er begejstret for folkeafstemningen, som er den første siden 1937. »Luxembourg er et meget lille land, men vi har det godt, og det skal vi blive ved med have. Jeg har læst forfatningen og er bange for, at folk udefra kommer ind og tager vores job til en lavere løn«, siger hun og iler videre med kæresten under armen. Første skridt Et eventuel tyrkisk EU-medlemskab og arbejdskraft fra Østeuropa har fået mange luxembourgere til at tøve. De har i forvejen 96.000 franskmænd, tyskere og belgiere, der hver dag krydser grænsen for at arbejde i Luxembourg. Men det bekymrer ikke Tilly Casulli, som har stemt ja til Europas nye 'grundlov': »Vi bliver nødt til at fortsætte den europæiske integration, selv om mange synes, at forfatningen er svær at forstå. Jeg ved godt, at forfatningen ikke er perfekt, men det er det første skridt på vejen«, siger hun. Det er ADR - parlamentets eneste nejparti ikke enige i. Christian Schaack, ADR's talsmand, mener dog, at folkeafstemningens resultatet sender et tydeligt signal til regeringen og til EU. Tænkepause »Juncker og regeringen kan ikke ignorere, at godt 45 procent af befolkningen ikke ønsker denne forfatning. Det er et stærkt signal at sende - især når stort set hele parlamentet har været positiv over for forfatningen«, siger Christian Schaack. Han mener, at resultatet skal ses i lyset af regeringens ensidige kampagne og ikke mindst Junckers trussel om at gå af. Den tænkepause, som følger efter afstemningen i Luxembourg, skal bruges til at diskutere borgernes krav og forventninger til EU. Diskussion i Danmark efter ferien Herhjemme vil regeringen efter sommerferien tage initiativ til en sådan diskussion. »Så må vi i EU gøre status, når vi mødes igen i første halvdel af 2006 for at drøfte Europas fremtid«, siger udenrigsminister Per Stig Møller (K) i en pressemeddelelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her