Italien vil belønne stikkere

Lyt til artiklen

Enhver eksplosion har sine efterdønninger. I Italien dønner debatten. Politikere og eksperter har kastet sig ud i en livlig brainstorming om, hvordan Italien forhindrer, at Rom eller Milano bliver til et nyt London eller Madrid. Det ser ud til, at belønning af stikkere og kvikkere udvisninger af illegale udlændinge bliver blandt de nye midler mod terror. Italien blev sammen med Danmark udnævnt som det næste land på listen i en internettrussel fra ekstremister få timer efter eksplosionerne i London. Oplagt mål Og selv om eksperterne tvivler på truslens ægthed, er Italien et oplagt mål. Landet har tropper i både Irak og Afghanistan, og ministerpræsident Silvio Berlusconi har aldrig lagt skjul på sit venskab med ekstremisternes fjende nummer 1, USA's præsident George W. Bush. Flere aviser rapporterer, at indenrigsminister Giuseppe Pisanu arbejder på en antiterrorpakke. Det vides ikke, hvornår forslagene vil blive fremsat, men kilder i indenrigsministeriet siger ifølge både La Repubblica og Corriere della Sera, at der især arbejdes på at styrke efterretningsarbejdet. Opholdstilladelse som belønning En af ideerne er at belønne udlændinge, der infiltrerer de radikale miljøer og viderebringer nyttige oplysninger til politiet. De pågældende spioner vil til gengæld opnå den stærkt eftertragtede opholdstilladelse i landet. Stikkere kan placeres i moskeer og andre mødesteder samt i telebutikker, der benyttes af indvandrere til at ringe hjem. En anden mulighed er at åbne for 'efterforskningssamtaler'. Begrebet dækker over uformelle samtaler mellem politi og indsatte i fængslerne. Samtalerne gennemføres uden advokat, og indholdet kan ikke bruges som bevismateriale i retten. Men siger den indsatte noget, der viser sig at være nyttigt for opklaringsarbejdet, kan han eller hun belønnes med nedsat straf eller privilegier. Den type samtaler er i dag kun tilladt i kampen mod den organiserede kriminalitet, men de kunne udvides til terrorefterforskningen. Ikke mindst fordi mere end hver femte indsatte i italienske fængsler er udlænding. Udvisninger Spørgsmålet om hurtigere udvisninger af illegale indvandrere er evigt tilbagevendende. For nogle år tilbage fik illegale indvandrere et stykke papir i hånden, hvorpå der stod, at de havde 15 dage til at forlade landet. Men ingen fulgte dem til grænsen, og de blev i landet. I dag er loven strammet væsentligt op, men det er stadig alt for nemt at være illegal indvandrer, og et af de seneste dages forslag går på, at udvisninger skal kunne ske hurtigere og mere effektivt. Reformminister Roberto Calderoli fra Lega Nord, det højtråbende parti i den italienske regering, har ligefrem foreslået, at Italien skal erklæres i krig for at sikre myndighederne særlige beføjelser. Samtidig skal Italiens 3.000 soldater trækkes hjem fra Irak og stå vagt ved mulige terrormål i hjemlandet, foreslår han. Men ikke mange er enige i at gå så vidt. »At erklære krigstilstand ville være hysterisk og en sejr for fjenden«, siger kulturminister Rocco Buttiglione og opfordrer italienerne til ikke at »miste troen på demokrati og frihed«. Særlig terrordomstol Muligheden for at skabe en terrordomstol med særligt kvalificerede dommere har også været luftet. Men ifølge italienske aviser er der ikke stor sandsynlighed for, at den bliver ført ud i livet. Pave Benedikt XVI har også markeret sig i debatten. Han opfordrede søndag de troende på Peterspladsen til at bede for ofrene i London, men også for attentatmændene. »Bed til, at Gud må røre deres hjerter«, lød opfordringen fra den 78-årige pave.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her