Morddømt klager over polititortur

Tysklands alvorligste torturskandale i nyeste tid, Daschner-sagen, ender nu for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Magnus Gäfgen, den jurastuderende, der blev dømt for mordet på rigmandssønnen Jakob von Metzler i 2002, har klaget til Strasbourg-domstolen. Hans advokat hævder, at Gäfgens tilståelse skyldtes 'massiv voldsanvendelse'. Truet med vold Ifølge artikel 3 og 6 i den Europæiske Menneskeretskonvention, som Tyskland har underskrevet, er tortur forbudt, ligesom en anklaget har krav på en fair proces. Gäfgens forsvarer, Michael Heuchemer, påstår, at begge disse artikler er krænket i sagen, der endte med, at Gäfgen i juli 2003 blev idømt livsvarigt fængsel. Sagen fik principiel karakter, da det kom frem, at Frankfurts vicepolitipræsident Wolfgang Daschner havde truet den anholdte Gäfgen med vold, hvis han ikke omgående røbede, hvor han havde skjult den 11-årige Jakob von Metzler. Daschner har siden forsvaret sig med, at den kidnappede Metzler ville dø af udmattelse og tørst, hvis politiet ikke nåede frem til ham i tide. Gäfgen bukkede under for truslerne. Men da politiet fandt barnets skjulested, viste det sig, at Gäfgen havde myrdet ham, inden han selv blev arresteret af politiet. Idømt milde straffe Gäfgen har indbragt sin sag for såvel den tyske klageret som for Forbundsforfatningsdomstolen i Karlsruhe. Begge instanser afviste i fjor, at sagen kunne genoptages og dommen ændres. Men i december i fjor blev Daschner og en kollega idømt milde og betingede bødestraffe, fordi de med deres trusler overtrådte tysk lov. Også en arrestants menneskeværd skal agtes, og han eller hun må ikke underkastes tortur, hed det i dommen. Vicepolitimester Wolfgang Daschner fik i april et nyt job inden for politiet. Delstaten Hessens borgerlige indenrigsminister, Volker Bouffier, lod offentligheden vide, at man ikke havde yderligere disciplinærsager på Daschner. Det blev samtidig understreget, at forflyttelsen skulle opfattes som et vidnesbyrd om ministerens tillid til Daschner, der er noget af en folkehelt. Daschner hævdede under sagen, at han handlede i 'undskyldeligt nødværge'. Han mente, at han måtte tage større hensyn til det kidnappede barns spinkle muligheder for at overleve den forbrydelse, han havde været udsat for, end for Gäfgen, der med rette var mistænkt for bortførelsen, eftersom det var ham, der afhentede løsesummen - mens politiet i det skjulte skyggede ham i håbet om, at han ville røbe, hvor han havde gemt barnet. Heftig debat Trods Gäfgens klage til menneskerettighedsdomstolen står det fast, at der ikke blev anvendt fysisk vold over for ham, og at skyldspørgsmålet blev afgjort ved en domstol, ikke under tortur. Sagen er blevet heftigt diskuteret i den tyske offentlighed. Senest har Jan Philipp Reemtsma, den ansete leder af Hamburgs Institut for Socialforskning, skrevet en debatbog om sagen med titlen 'Tortur i retsstaten?'. Han svarer klart nej: »Tortur er utilladeligt, fordi det gør ofret retsløst og krænker dets selvstændighed. Desuden kan en politimand ikke selv afgøre, om han skal holde de love, der begrænser hans handlefrihed. Det må stå klart, hvad han kan gøre, og hvad han ikke kan gøre. Ellers kan han ikke repræsentere retsstaten«, skriver Reemtsma.