Frygt for epidemier efter monsun-regn i Indien

Indbyggere samles om et gigantisk hul i vejen i byen Ahmadabad, der er blevet hærget af vandmasserne. - Foto: AP
Indbyggere samles om et gigantisk hul i vejen i byen Ahmadabad, der er blevet hærget af vandmasserne. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Næsten 700 mennesker har nu officielt mistet livet under de seneste dages kraftige regnvejr i det vestlige Indien. Monsunregnen toppede tirsdag, hvor der faldt hele 65 centimeter regn - næsten ti gange så meget, som der falder i løbet af en gennemsnitlig dansk julimåned. Regnen fortsatte onsdag, før den langsomt døde ud torsdag. Men mere nedbør kan ventes i de kommende dage, oplyser Reuters. Begravet i mudder Store dele af området omkring landets finansielle storby Bombay ligger fortsat under vand, og hele landsbyer er begravet under mudderskred. I flere regioner kan redningsarbejdet først begynde nu - derfor venter myndighederne, at langt flere lig dukker op i mudderbunker og husruiner. Frygter epidemier Samtidig venter et omfattende oprydningarbejde. Døde dyr og affald flyder i gaderne og truer med at forurene drikkevandet. Sker det, kan det betyde fatale udbrud af epidemier, som især vil true de fattige i slumområderne. »Vi er nødt til at genoprette vand- og elforsyningen samt genetablere telefonforbindelser. Samtidig skal vi have desinficeret vandet. Hygiejnen og de sanitære forhold har højeste prioritet i forsøget på at få normaliseret situationen«, siger Krishna Vats fra de indiske myndigheder til BBC. Sårbar slum Slumområderne har atter vist sig yderst sårbare over for de kraftige monsunregnskyl. I et slumkvarter i Bombay blev 18 trampet ihjel - heraf flere børn - da rygterne om et brudt dige spredte panik. Rygterne skulle senere vise sig at være falske. Væltede elmaster har ligeledes kostet mange menneskeliv, når flygtende indbyggere er kommet for nær på de brudte elkabler og har fået elektrisk stød. Flåden er blevet sat ind for at evakuere op mod 150.000 mennesker, som menes at have søgt tilflugt på offentlige kontorer og skoler. Flere offentlige institutioner holdt lukket torsdag, men ventes at åbne igen i dag. Også flytrafikken i Bombays lufthavn er normaliseret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her