Efter sin første dag i katastrofeområdet i det sydlige USA var det en chokeret og lamslået amerikansk præsident, der kunne gøre status over ødelæggelserne. I byen Biloxi kunne George W. Bush fortælle, at orkanen Katrina havde medført skader der er »langt værre end frygtet«. Kys på panden Under en rundtur i byen mødte Bush flere af indbyggerne, der grædende kunne berette om ødelagte huse og savnede familiemedlemer. En lyttende Bush - der har været under hård kritik for at ragere for sent på katastrofen - forsøgte at trøste og gav flere af de berørte et statsmandskys på panden. Efter stoppet i Biloxi fløj George W. Bush til New Orleans, hvor det også blev til en helikopterflyvetur over nogle af de områder, der er hårdest ramt af oversvømmelserne. Chokeret Bush Efterfølgende mødte Bush flere af områdets toppolitikere, der kunne briefe præsidenten om omfanget af ødelæggelserne og gøre status over redningsarbejdet. »Præsidenten er først nu ved at fatte, hvor enorm tragedien er«, som den republikanske senator i Mississippi, Trent Lott, udtrykte det til avisen The Times-Picayune. Hans demokratiske kollega i Louisiana, Mary Landrieu, kunne fortælle, at præsident Bush var »tydeligt chokeret over det, han så« under helikopterflyveturen over de oversvømmede områder omkring New Orleans. Gang i evakueringen Bush har med Kongressens opbakning sikret et førstegangsbeløb på 10,5 mia. dollars - 63 mia. kr. - til redningsarbejdet. Men efter gårsdagens tur i området gentog Bush, at flere milliarder er nødvendige, hvis området skal genopbygges. Desuden erkendte Bush endnu en gang, at redningsarbejdet stadig er mangelfuldt og lovede, at der vil blive rettet op på fejlene. Imens sættes der skub for evakueringen af New Orleans, hvor tusinder stadig venter på at blive bragt ud af den kaotiske by. Flere medier rapporterer om rådnende lig i gaderne, mangel på vand, mad og medicin og fortsatte optøjer og røverier. Kritik af militæret Militæret har omsider sendt 15.000 svært bevæbnede tropper og snigskytter ind i byen for at standse de bevæbnede bander, der plyndrer forladte indkøbscentre og butikker. Og flere tropper er på vej. Militærets indtog sker dog hele fem dage efter Katrinas hærgen - hvilket har ført til kraftig kritik af tempoet. Major Paul Swiergosz, en Pentagon-talsmand, beklager, at mange synes, at militæret har været for langsomme: »Der er mange processer, som skal gennemgås, og det er ikke bureaukratiske processer«, siger Swiergosz til nyhedsbureauet AFP.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























