Jordskælvet i Pakistan har udviklet sig til at være FN's værste mareridt. Jan Egeland, FN's hjælpekoordinator, er dybt bekymret for skæbnen for titusindvis af mennesker, der befinder sig i afsidesliggende landsbyer, som blev afskåret fra omverdenen ved det voldsomme jordskælv i lørdags i Pakistan. De mange mennesker tilbragte i nat deres sjette, kolde nat i det fri. »Dette er vort værste mareridt. Et meget kraftigt jordskælv i Himalaya-bjergene lige før vinterens komme med mere end en million hjemløse mennesker og millioner af andre, der er berørt af katastrofen«, siger Egeland i et interview med BBC. Desperat situation »De tilbringer deres sjette nat i det fri og også den syvende, måske endda uden telte. Deres situation er desperat. Vi har brug for flere helikoptere for at nå frem til dem. Vi har brug for helikoptere snart«, siger han. De pakistanske myndigheder har afblæst arbejdet med at lede efter overlevende fra det voldsomme jordskælv, der ramte landet i lørdags. Fokus må nu rettes mod de, der har overlevet, siger myndighederne. En talsmand for hæren siger, at chancen for, at nogle kan have overlevet i ruinerne, nu vurderes til at være mindre end to procent. To millioner hjemløse Omkring en million mennesker er hjemløse, og adskillige millioner mennesker er berørt af skælvet. Det officielle dødstal er på 25.000 mennesker, men embedsmænd vurderer, at det reelle dødstal snarere er op imod 40.000.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























