Politiet i Jordan har anholdt tre irakere i forbindelse med onsdag aftens bombeangreb mod tre internationale hoteller i hovedstaden, Amman. Det rapporterer den arabiske tv-station al-Arabiya ifølge det tyske nyhedsbureau dpa. I de tre irakiske mænds bil fandt politiet kort over en række ikke nærmere oplyste steder i Amman. Kongen vil forfølge de skyldige Mindst 67 personer blev dræbt og omkring 110 såret, da tre samtidige bomber onsdag aften lokal tid eksploderede ved tre hoteller i Jordans hovedstad. Mindst to af de tre bomber var selvmordsbomber, mens den sidste bombe blev udløst på en bil ved hotellet Days Inn. Myndighederne er ikke i tvivl om, at de skulle dræbe så mange tilfældige mennesker som muligt for at skade turisme og de internationale hotellers tilstedeværelse i landet. Jordans Kong Abdullah gik hurtigt frem og fordømte det, han kaldte et »ondt terrorangreb«. Han lovede at forfølge de skyldige ved hjælp af alle ressourcer. Ingen danskere blandt ofre De tre hoteller - Radisson SAS, Grand Hyatt og Days Inn - har mange europæiske, israelske og amerikanske gæster. Der er ingen danskere blandt ofrene, oplyser Ole Egberg Mikkelsen, Danmarks ambassadør i Syrien, som også dækker Jordan, til Ritzau. Mistanke mod al-Zarqawi Verden over fordømte stats- og regeringschefer angrebene. Den jordanske vicepremierminister, Marwan Moasher, mener, at den jordanskfødte leder af al-Qaeda i Irak, Abu Musab al-Zarqawi »garanteret« står bag terrorbomberne. Moasher opfatter al-Zarqawi som »hovedmistænkt«. Abu Musab Al-Zarqawi stammer fra den fattige by Zarqa tæt ved Amman. Ifølge sikkerhedseksperter er Zarqawi hovedmistænkt bag terroranslagene. Bombe mod bryllupsgæster Jordanske regeringstalsmænd sagde onsdag aften, at de fleste af de dræbte og sårede er jordanere. En af bomberne blev udløst blandt et større antal jordanere, der fejrede et bryllup på SAS Radisson hotellet. Det tyder ifølge politiet i Jordan på, at selvmordsbomberen på Grand Hyatt hotellet var iraker. Han blev standset af sikkerhedsfolk og er filmet af overvågningskameraer. Da den midaldrende mand blev standset, sagde han med irakisk accent, at han »kiggede sig omkring«, hvorefter han udløste de eksplosiver, han havde spændt på kroppen. En af de dræbte er ifølge Reuters en højtstående sikkerhedschef fra det palæstinensiske selvstyre, generalmajor Bashir Nafe, som blev dræbt sammen med to andre palæstinensiske embedsmænd. Også tre kinesiske diplomater blev dræbt, oplyser nyhedsbureauet Xinhua. Jordan er et nyt terrormål Der var i timerne efter eksplosionerne kaos i større dele af Amman, hvor politi afspærrede ambassader, hoteller og visse områder, hvilket førte til trafikalt kaos. Jordan har hidtil været forskånet for større angreb på udlændinge, selv om landet ligger tæt på Irak og er populært som turistmål. FN's generalsekretær, Kofi Annan, udsatte onsdag et planlagt besøg i Amman, meddelte hans talsmand. I dag står bombeeksplosionerne på FN's Sikkerhedsråds dagsorden. Jordan lukkede sent onsdag aften dets grænseovergange.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.




























