Efter flere års forgæves appeller har FN's særlige torturrapportør, Manfred Nowak, igen måttet opgive sit forsøg på at få adgang til den amerikanske fangelejr for terrormistænkte på flådebasen Guantánamo. Nowak var omsider blevet inviteret af amerikanerne, men da de nægtede at lade ham tale med fangerne i enrum - et minimumskrav for alle FN's rapportører - så han sig nødsaget til at aflyse besøget, oplyste han i går på et pressemøde hos Amnesty International. 'Den mest berygtede fangelejr' Det skete forud for en tre dages konference i London med deltagelse af 25 eksfanger og en række eksperter. Amnesty og en anden menneskerettighedsgruppe Reprieve opfordrede i går USA til at give FN ubegrænset adgang til fangelejren, der af Amnestys generalsekretær, Irene Khan, bliver betegnet som »det mest berygtede led i en kæde af fangelejre, der omfatter Bagram-flyvebasen i Afghanistan, fængsler i Irak og hemmelige anlæg andetsteds« og et »epicentrum for et skyggeretssystem«. Opfordring til EU Hun opfordrede EU til at undersøge påstande om, at et af dets relativt nye medlemmer Polen huser et såkaldt 'sort fængsel' for terrormistænkte, der bruges af det amerikanske militær og efterretningsvæsen. Menneskerettighedsgrupper har længe beskyldt USA for at udøve tortur mod fanger i såvel Guantánamo som andre steder. Disse beskyldninger blev i går underbygget af en række af de fanger, der skal deltage i konferencen. 'Dehumanisering' Briten Moazzam Begg, der blev taget til fange i Pakistan i 2002 og først tilbragte et år i to afghanske lejre og derefter to år på Guantánamo, fortalte på pressemødet, at han havde været udsat for og vidne til »forfærdelige ting« i Bagram og Guantánamo. »Der foregår en utrolig grad af dehumanisering. Jeg har også mødt amerikanske soldater, der var blandt de varmeste mennesker, jeg har oplevet. Men til trods for det har jeg været vidne til ting, der er som taget ud af en nazihåndbog eller et stalinistisk form for fængsel«, sagde Begg, der bl.a. siger, at han så to medfanger blive tævet til døde i Bagram. Senere bad amerikanerne ham om at udpege dem, der havde begået disse forbrydelser. Han betegnede det som en »utrolig ironi«, at de eneste relevante oplysninger, han havde at give under sit lange fangenskab, var i sin egenskab af vidne til grusomheder begået af amerikanske soldater. Luk Guantánamo Begg, der opfordrede USA til at lukke Guantánamo, udtrykte frygt for, at »hvis dette ikke bliver standset, vil det blive meget værre«. Han advarede om, at hadet mod USA og Storbritannien på grund af terrorfængslerne kan føre til øget terrorisme. Flere andre eksfanger, der er i London, har været udsat for lignende prøvelser. Og for mange af dem har løsladelsen fra fangenskabet ikke nødvendigvis ført til frihed. Således har størstedelen af en gruppe russiske eksfanger, der mod deres vilje blev sendt tilbage til Rusland, haft problemer med myndighederne efter hjemkomsten. »Takket være amerikanerne er de blevet stemplet som internationale terrorister«, siger Fatima Tjekajeva, mor til 27-årige Rasul Kudajev, der tilbragte over to år i amerikansk fangenskab, og som efter sin hjemkomst til Rusland i 2004 er blevet forhørt flere gange og sandsynligvis underkastet tortur. 'Tortur både her og der' Senest er Kudajev blevet fængslet under mistanke for at have haft forbindelse til et angreb i byen Naltjik i det urolige Nordkaukasus - og ifølge sin mor bliver han nu udsat for en særdeles brutal behandling fra myndighedernes side. Hans advokat har ikke haft adgang til ham i ti dage, og moderen frygter for hans videre skæbne. »Min søn vendte tilbage fra Guantánamo som invalid. Der er tortur dér og tortur i Rusland«, konstaterer Fatima Tjekajeva.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























