En meningsmåling viser, at de israelske vælgere fortsat støtter Ariel Sharons nye parti Kadima, selv om partistifteren formentlig aldrig kommer til at lede partiet igen. Både Kadima og arbejderpartiet fortsætter med at øge deres tilslutning i meningsmålingerne forud for valget 28. marts, mens Likud-partiet fortsætter det frie fald. Målingen offentliggøres i dag i dagbladet Yediot Ahronot. Likud mister tilslutning Kadima får ifølge optællingen blandt 500 israelere 43 af de 120 pladser i det israelske parlament, Knesset, mens arbejderpartiet Labor øger tilslutningen med fire pladser i forhold til seneste måling og nu får 21 pladser. Til gengæld må regeringspartiet - hvor Ariel Sharon tidligere var leder - indkassere endnu en nedgang i tilslutning. Partiet får ifølge målingen 12 pladser. Parti uden politisk plan Kadima-folk har udtalt, at de foretrækker en koalition med Labor, hvis de vinder valget. Det er overraskende, at tilslutningen til Kadima-partiet fortsat er høj efter Sharons kraftige hjerneblødning. Partiet har endnu ikke præsenteret en decideret politisk plan, men Sharons afløser som regerings- og partileder, Ehud Olmert har formået at bevare befolkningens tillid til det nye parti.
Sharons parti øger tilslutning
Lyt til artiklen