Det franske landbrugsministerium meldte i nat om det andet tilfælde af den dødelige H5N1-fugleinfluenza i Frankrig. En død vildand, som blev fundet søndag i Ain-regionen, var smittet med sygdommen. Dagen inden havde Frankrig fundet den første vildand, der var død af H5N1. Landbrugsministeriet oplyste, at der i dag vil blive etableret en sikkerheds- og overvågningszone i landsbyen Bouvent, hvor vildanden blev fundet. Flere tilfælde på vej Det ventes, at der vil blive konstateret flere tilfælde af H5N1 i de kommende dage, fordi der endnu er omkring 15 vilde fugle, der skal undersøges. »Der er en stor sandsynlighed for, at vi inden for kort tid i Frankrig, som i Tyskland, vil finde mange flere tilfælde af smitte med H5N1-virus blandt vilde fugle«, lød det i en udtalelse fra landbrugsministeriet. Frankrig var det sjette EU-land, der konstaterede det frygtede H5N1-virus, der kan smitte fra fugle til mennesker.
Nyt tilfælde af H5N1 i Frankrig
Lyt til artiklen