Socialdemokratisk mailhetz mod svensk partileder

Lyt til artiklen

Den moderate partileder, Fredrik Reinfeldt, bruger sorte håndværkere og barnepiger. Han snyder i skat. Hans far har taget magten i en lokal boligforening ved at bruge mafiametoder. Disse rygter, der jævnligt er blevet sendt i mail til svenske journalister og debatsider i løbet af vinteren, kom fra forskellige hotmail-adresser og var blandt andet underskrevet 'Den enlige mor Alice'. Afsløret på IP-adressen Men når Moderaternes sikkerhedsansvarlige kiggede nærmere på IP-adressen i mailene, viste det sig, at de alle sammen kom fra samme computer. En computer placeret på det socialdemokratiske hovedkvarter på Sveavägen i Stockholm. En nærmere undersøgelse har vist, at en af partiets mest betroede partifunktionærer Mats Lindström står bag mailen. Han har været ansat hos Socialdemokraterne siden 1999 og er den, der bestiller og analyserer meningsmålinger til partiet. Både partiformand Göran Persson og partisekretær Marita Ulvskog var hurtigt ude og beklage sagen, og efter møder med partiledelsen sagde Mats Lindstrøm selv op. Rammer regeringspartiet op til valget Han skrev også et åbent brev, hvor han bad Fredrik Reinfeldt om undskyldning. »Under min barselsorlov følte jeg en sådan frustration over, at det kun var Socialdemokraterne, der blev gransket i medierne. Jeg forstår nu, at min metode naturligvis var dybt umoralsk og stred mod de regler, der findes her på arbejdspladsen«, skrev han. Skandalen, der selvfølgelig rammer det regerende parti Socialdemokraterne, kommer på det dårligst mulige tidspunkt. Om blot seks måneder er der riksdagsvalg, og Socialdemokraterne, der er presset i meningsmålingerne, har brug for hver eneste stemme. Offeret er chokeret, men glad Den moderate partileder Fredrik Reinfeldt siges at være chokeret, men er også glad for, at den ansvarlige er fundet. »Nu vil jeg gerne vide, hvor tæt på partiledelsen Mats Lindström har arbejdet«, siger Reinfeldt, der personligt blev ringet op af Göran Persson, som på partiets vegne gav en undskyldning. Statsminister Persson har dog i alle kommentarer fremholdt, at dette ikke er et udslag af socialdemokratisk partikultur, men et enkeltstående tilfælde. Er også blevet kaldt pædofil Derfor var han nok ikke glad, da det i weekenden kom frem, at en højtplaceret tillidsmand i SSU, det socialdemokratiske ungdomsforbund, på sin weblog kalder Fredrik Reinfeldt pædofil og sammenligner ham med et udyr. Eller at interne billeder af Reinfeldt, hvor det ser ud, som om han gør nazihilsen og er tegnet som en varulv, er blevet sendt ud til partiets tillidsmænd ude i landet. Fredrik Reinfeldt har nu meldt Mats Lindström til politiet, som vil efterforske sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her