Sagen om Irans atomprogram ender nu i FN's Sikkerhedsråd. FN's vagthund i atomspørgsmål, Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), besluttede i går at fremlægge sin rapport om atomprogrammerne for Sikkerhedsrådet i New York i næste uge. Det sker, efter at forhandlingerne med Iran synes endegyldigt kørt fast. Mulige sanktioner Det er dog endnu langt fra klart, hvorvidt sagen vil resultere i FN-sanktioner mod Iran. Dels er der massiv modstand mod det fra to af Sikkerhedsrådets permanente medlemmer, Rusland og Kina, og dels risikerer indførslen af sanktioner mod verdens fjerde største olieeksportør at give tilbageslag for stabiliteten og udviklingen i Mellemøsten. Fremlæggelsen af rapporten for Sikkerhedsrådet ender da muligvis også 'kun' med en kraftig advarsel fra FN - hvilket ifølge iagttagere vil give Iran en yderligere frist til at føre sine krav igennem. IAEA's direktør Mohamed ElBaradei understregede da også på onsdagens afsluttende møde i IAEA's bestyrelse, at der endnu er mulighed for fredelige løsninger: »Det er ganske enkelt en ny diplomatisk fase, en forlængelse af de diplomatiske bestræbelser på at finde en løsning«, sagde Mohamed ElBaradei ifølge Ritzau. Alvorligt møde Det er EU og USA, der har stået i spidsen på bestræbelserne på at sende sagen videre til Sikkerhedsrådet. De beskylder Iran for at hemmeligholde vigtige oplysninger om sit atomprogram og afviser hårdnakket, at Iran skal have lov til at berige uran. Sagens alvor understreges af morgenens møde mellem repræsentanter fra de fem toneangivende lande i Sikkerhedsrådet (USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien) - det er første gang de fem lande har holdt møder sammen i sagen. Fredelige hensigter Selv fastholder Iran, at uranberigelsesprogrammerne er et led i et forskningsprojekt, der kun har fredelige hensigter. Berigelsen af uran kan producere brændstof til reaktorer med henblik på energiudvinding, men højt beriget uran kan også bruges til udviklingen af atomvåben. Beskyldningerne blev onsdag besvaret fra iransk side, da den iranske delegationsleder i Wien, Javad Vaidi, truede USA med gengældelse, hvis det ender med sanktioner mod præstestyret i Teheran. »USA har måske nok magten til at være skyld i skade og smerte, men det er også selv følsom over for skade og smerte«, sagde han ifølge Ritzau.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























