Slobodan Milosevic' død har udløst vrede anklager fra den tidligere serbiske præsidents lejr. Her mener man ganske enkelt, at FN og krigsforbryderdomstolen i Haag har slået Milosevic ihjel. Frygtede forgiftning Nogle mener det i overført betydning, mens andre tænker konkret: Milosevic' advokat Zdenko Tomanovic har fortalt, at Milosevic frygtede, han ville blive forgiftet i sin celle i Haag. Derfor har advokaten sendt en officiel anmodning til tribunalet om at få foretaget en obduktion i Moskva. »Det sker med tanke på Milosevic' egne påstande om, at han blev forgiftet i fængslet«, siger Tomanovic. Domstolen i Haag har afvist at lade obduktionen foeregå i Moskva, men er gået med til, at serbiske eksperter deltager i obduktionen. »De slog min mand ihjel« Officielt er der ingen tvivl om, at den 64-årige skrantende ekspræsident døde af naturlige årsager. Han blev fundet livløs i sin celle af en fangevogter kl. 10 lørdag morgen. Men Milosevic' hustru Mirjana siger til CNN, at »tribunalet har dræbt min mand«. Også broren Borislav, der tidligere har været jugoslavisk ambassadør i Moskva, er ude med riven: »Alt ansvar for hans død ligger hos krigsforbryderdomstolen«, siger Borislav Milosevic til det russiske nyhedsbureau Interfax. En talsmand for Milosevic' socialistparti siger det endnu kortere: »De slog ham ihjel, de skiderikker«, siger talsmanden. »Men han forsvarede de serbiske interesser og det serbiske folk, og alle bør være taknemmelige for det«, siger en anden fra partiet, Ivica Dacic, ifølge nyhedsbureauet AP. »De vidste han var syg« En af Milosevic' nære rådgivere, Tomislav Nikolic, der også er leder af det nationaltsindede Det Radikale Serbiske Parti, retter skytset »direkte« mod domstolen: »De vidste udmærket, at han var syg«, siger Nikolic med adresse til, at tribunalet for nylig afslog at lade Milosevic rejse til Moskva for at få lægebehandling dér. Argumentet fra domstolen var, at retssagen alligevel var ved at være færdig. Pres på domstol Andre mere moderate stemmer på Balkan opholder sig ved, at dødsfaldet er uheldigt for domstolen. »Milosevic' død er en kæmpemæssig moralsk udfordring for domstolen. Og med hans død bliver eftertiden berøvet for den fulde sandhed«, siger den serbisk-montenegrinske præsident, Svetozar Marovic. Fra den serbiske premierminister Kostunica lyder meldingen, at Serbien vil udbede sig en detaljeret rapport om dødsfaldet fra domstolen, mens den serbiske justitsminister siger, at det nu er bevist, at domstolens fængsel ikke er i stand til at behandle syge fanger ordentligt. Synd for retfærdigheden Herhjemme vurderer eksperterne ligeledes, at dødfaldet er meget uheldigt. Især fordi mange af ofrene for Milosevic' styre kan føle, at retfærdigheden ikke er sket fyldest. »For krigsforbryderdomstolen er det en ren fiasko, at Milosevic dør, inden han har fået sin dom. De mange ofre vil nu aldrig føle, at retfærdigheden sker fyldest. Det gør det endnu vigtigere for det internationale samfund, at de øvrige anklagede bliver fanget og dømt. Andre sigtede vil nu drage et lettelsens suk, for Milosevic tager mange informationer om krigene med sig i graven«, siger Niels Aadal Rasmussen, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med speciale i Balkan og EU's sikkerhedspolitik, til Politiken. Martyr Både han og Karsten Fledelius, lektor ved Københavns Universitet og Balkanekspert, forudser, at Milosevic nu bliver udråbt som martyr af nationalistiske højrekræfter. »Det er utrolig uheldigt, at han, om jeg så må sige, dør i armene på den internationale domstol. Der er ikke tvivl om, at Milosevic vil blive udråbt som martyr i dele af den serbiske befolkning, der fortsat er splittet i sit syn på ham. Mange vil mene, at retssagen og det internationale samfund har taget livet af ham«, siger Karsten Fledelius. Ny debat om udlevering At Milosevic er død uden en dom, gør det endnu vigtigere for FN-domstolen at få fat i den bosnisk-serbiske hærchef Ratko Mladic og de bosniske serberes politiske leder under krigen, Radovan Karadzic. Dermed ligger der nu et ekstra pres på Serbien om at udlevere ikke mindst Mladic, der menes at opholde sig i Serbien. EU har tidligere givet serberne en frist til at udlevere ham senest i denne måned. Hvis det ikke sker, vil EU ikke indgå i en associeringsaftale. »Politisk sprængstof« CNN's ekspert i Balkan-sager, Brent Sadler, vurderer umiddelbart, at dødsfaldet vil gøre det sværere at få de eftersøgte udleveret: »Det meste af retssagen er blevet sendt direkte i tv, og folk har ikke fået lov at glemme deres tidligere præsident. Politikerne og folket er allerede delte i spørgsmålet om de eftersøgte formodede krigsforbrydere, og det vil gøre sagen om udleveringen af Karadzic og Mladic til indenrigspolitisk sprængstof nu«, siger Brent Sadler. Krigsforbryderdomstolen har en begrænset levetid frem til 2008-2010 og er dermed under pres for at gøre de mange kostbare retssager færdige.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























