Demonstranter protesterer på tredjedagen i Minsk

Demonstranter trodser på tredje døgn kulden i protest mod Lukasjenkos valgsejr i Hviderusland. - Foto: AP
Demonstranter trodser på tredje døgn kulden i protest mod Lukasjenkos valgsejr i Hviderusland. - Foto: AP
Lyt til artiklen

For tredje døgn i træk trodser hviderussiske demonstranter kulden og belejrer Oktoberpladsen i Minsk i protest mod Alexander Lukasjenkos genvalg til præsidentposten. De mange hundrede demonstranter har tilbragt natten i telte, hvor frivillige har forsynet dem med soveposer, mad og varme drikke. Adskillige europæiske ambassadører sluttede sig i dag til demonstranterne for at vise deres solidaritet med en demonstration mod præsidentens omstridte genvalg. Støttes af oppositionsleder Demonstranterne bliver støttet af Alexander Milinkevitsj, der blev Lukasjenkos nærmeste rival i kampen om præsidentposten. »Vi må blive her permanent. Vi må blive her, indtil vi opnår sejren. Det er vores plads. Det er vores land«, siger Milikevitsj, ifølge Reuters, til folkemassen. Politiet afventer situationen Lukasjenko, der af USA bliver betegnet som 'Europas sidste diktator', lovede under valgkampen, at 'vride nakken om' på folk, der truede den offentlige ro og orden. Alligevel har tusindvis af demonstranter, siden valgstederne lukkede søndag, båret rundt på flag, som den genvalgte præsident har forbudt. Politiet har nemlig endnu ikke grebet ind overfor demonstranterne på trods af, at de befinder sig i området omkring pladsen. Det gør demonstrationen ekstraordinær, da politiet normalt er meget hurtige til at gribe ind overfor uønskede grupperinger i den stramt kontrollerede republik, der tidligere var underlagt Sovjetunionen, skriver AP. Borgerne er bange Men den uventede tilbageholdenhed fra politiet fører ikke nødvendigvis til, at flere demonstranter slutter sig til demonstrationen. Den manglende opbakning kan skyldes, at folk er bange for, at det bare er et spørgsmål om tid, før politiet for fuld udrykning begynder at svinge kniplerne. Alligevel er demonstranterne overbeviste om, at deres tilstedeværelse gør en forskel. »Vi planlægger at blive her...indtil det er blevet afgjort, at stemmerne er falske, autoriteterne har erkendt dette og et nyt valg er udskrevet«, fortæller en 21-årig student, der kalder sig Alexander, til AP. Han forklarer, at nogle få telte »nok ikke ændre så meget, men hvis folk kommer af med deres frygt, vil de slutte sig til os« Ukraine advarer Frygten for et pluseligt, voldsomt ingreb fra det hviderussiske politiet, har nu fået Ukraines udenrigsminister til at advare om at bruge vold mod demonstranterne. »Vi opfordrer de hviderussiske myndigheder til at værne om folkets ret til en fredelig sammenkomst.... til at være tolerante og til at undgå enhver magtaktion mod borgerne«. siger Ukraines udenrigsminister Vasily Filipchuk, ifølge AP. Ukraine har erfaringer fra en lignende demonstration i 2004. Demonstrationen resulterede i den Den Orange Revolution, der førte til, at der blev udstedt omvalg i Ukraine. Valget blev vundet af den vestligt orienterede Viktor Yushchenko. Den hviderussiske opposition håber på, at demonstrationen i Minsk udvikler sig til en gentagelse af den fredelige Orange Revolution.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her