I en tid, hvor arbejdsgiverne har svært ved at besætte ledige job over store dele af Europa, og hvor konkurrencen fra specielt Kina skærpes dag for dag, giver det ingen mening fortsat at tøve med at åbne grænserne for arbejdskraft fra de nye EU-lande. Sådan lyder det klare budskab fra et bredt tværsnit af Europaparlamentet til de gamle EU-lande, herunder Danmark, der fortsat vægrer sig ved at lempe barriererne for arbejdskraft fra de nye EU-lande. For langsomt To år efter EU's udvidelse fra 15 til 25 lande er frygten for at blive oversvømmet af billig arbejdskraft fra øst stadig så fremherskende, at kun syv af de 15 gamle medlemslande har indvilget i at give arbejdere fra de nye EU-lande ubegrænset adgang. Selv om Finland, Spanien, Portugal og Grækenland per 1. maj følger Irland, Sverige og Storbritanniens eksempel, går det alt for langsomt, mener både Europaparlamentet og kommissionen. »Overgangsordninger er ikke løsningen på de udfordringer, Europa står over for«, som den tyske EU-parlamentariker Elisabeth Schoedter, ordfører for udvalget for beskæftigelse og sociale anliggender, udtrykte det på et seminar om østarbejdskraft i denne uge. På seminaret i Bruxelles advarede Elisabeth Schroedter om, at lukkede grænser fører til opblomstring af illegal arbejdskraft. »Overgangsordningerne har i stor stil bidraget til udbredelsen af illegalt arbejde, sorte penge og udnyttelse af østeuropæiske arbejdere«, sagde hun. Kun gode erfaringer »Øget fleksibilitet på arbejdsmarkedet er helt nødvendigt, hvis Europa skal klare sig i konkurrencen med USA og Kina. Vi behøver fri bevægelighed i alle EU-lande, og vi behøver det hurtigst muligt«, tilføjede det ungarske parlamentsmedlem Csaba Öry, ligeledes fra udvalget for beskæftigelse og sociale anliggender. De henviste begge til rapporter fra bl.a. EU-kommissionen, der konkluderer, at frygten for masseindvandring er voldsomt overdrevet. De lande, der allerede har slået portene op, har stort set kun gode erfaringer, påpegede de. Vandene deles Mens der er bred enighed om, at alle barrierer skal fjernes, deles vandene, når det gælder omfanget og arten af medlemsstaternes kontrol med de nationale arbejdsmarkeder. Kommissionen vil som udgangspunkt fjerne alt, der generer virksomheder i at tilbyde deres tjenester i andre lande. For Elisabeth Schroedter og Csaba Öry er det imidlertid helt afgørende, at kontrollen bliver så effektiv, at den kan bremse enhver form for udnyttelse og løndumping. Uden at det skal udarte til et 'socialt interpol', kræver de omfattende kontrolsystemer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup




























