Jacques Chirac benåder bonkammerat

Hvor meget kan en politiker tillade sig, når hans folkelige opbakning er helt i bund? Det spørgsmål stiller mange franskmænd sig, efter at præsident Jacques Chirac har besluttet sig for at anvende et af sine sjældent benyttede præsidentielle privilegier og benåde sin gode ven Guy Drut, tidligere topidrætsmand, sportsminister og Frankrigs medlem af Den Olympiske Komité, IOC. Lyssky returkommissioner Drut blev i efteråret idømt 15 måneders betinget fængsel og 375.000 kroner i bøde i en sag om opdigtede stillinger, korruption og ulovlig partistøtte i Paris' bystyre først i 1990'erne, da Chirac var byens overborgmester. Sagen drejer sig om et omfattende system af lyssky returkommissioner for byggebranchen, der i 1990'erne puttede omkring 230 mio. kr. ned i de politiske partiers kasser for at sikre sig adgang til lukrative kontrakter på at renovere den franske hovedstads 471 gymnasier - kontrakter til en værdi af 27,5 milliarder kroner. 43 af de 47 anklagede fik betingede fængselsdomme på op til fire år. Blandt de dømte var flere af Chiracs nærmeste medarbejdere, og Chirac burde efter manges mening også have siddet på anklagebænken. Immunitet Men han er landets præsident og derfor immun og kan således hverken anklages eller afhøres. Indtil videre har franskmændene trukket på skuldrene og accepteret 'affæren' med en halvhjertet formodning om, at Chirac vil blive stillet til ansvar, når han til maj næste år forlader præsidentposten og dermed mister sin immunitet. Men oven på to nederlag i træk ved regionalvalgene og valget til EU-parlamentet i 2004, den tabte EU-folkeafstemning i fjor, efterårets forstadsuroligheder, forårets oprør mod regeringens arbejdsmarkedsreform for unge under 26 og de dårligste opinionstal for en fransk præsident i nyere tid mener de fleste, at det er udtryk for særdeles ringe jugement at give sig til at benåde korruptionsdømte bonkammerater. Opposition vil afskaffe benådningsret Den socialistiske opposition kalder det »chokerende« og kræver præsidentens benådningsret afskaffet, mens centrumpartiet UDF kort og godt kalder det et udtryk for »regimets forfald«. Men også internt i regeringen er der ængstelse for, at den aldrende statsmands enevældige manerer risikerer ikke blot at koste partiet præsidentposten næste år, men ligefrem at slå borgernes tillid til landets politiske institutioner i stykker. Det fremtrædende medlem af regeringspartiet, UMP, Pierre Lellouche erklærede, at »man nogle gange spørger sig selv, om ikke vi styrer direkte mod muren med speedere i bund?«. »For Frankrigs skyld« Chirac har forsvaret sig ved at understrege, at han skam benådede Guy Drut for Frankrigs skyld, da landet ikke kan være tjent med ikke at have en repræsentant i IOC. Men som Libération skriver, »er det næppe sikkert, at Guy Druts genindtræden i IOC forbedrer Frankrigs image i den olympiske organisation. Til gengæld er det sikkert, at Chirac kommer tættere på guldmedaljen for det dårligste præsidentskab«.