To lig er blevet fundet i en by syd for Bagdad, hvorfra to amerikanske soldater i fredags blev bortført efter et baghold mod en grænsepost. Ifølge en højtstående irakisk officer, generalmajor Abdul Aziz Mohammed, er det ligene af de to amerikanere, der er fundet. »De to amerikanske blev fundet i byen Yusufiya, og desværre kan man se på deres kroppe, at de er blevet torteret og derefter dræbt med stor voldsomhed«, siger general Abdul Aziz Mohammed fra forsvarsministeriet. Det amerikanske militær bekræfter, at der er tale om de to savnede soldater. »Koalitionsstyrker har fundet, hvad vi mener er, de jordiske rester af soldaterne«, siger den amerikanske talsmand generalmajor William Caldwell ifølge Reuters. Baghold De savnede soldater på 23 og 25 år forsvandt efter et angreb mod et checkpoint ved en bro over floden Eufrat i nærheden af byen Jusufija, 20 km syd for Bagdad. Ved angrebet blev en 25-årig amerikansk soldat dræbt. Ifølge en landmand, der overværede episoden, blev amerikanske soldater i tre militærkøretøjer angrebet af oprørere fra flere sider, og to af militærkøretøjerne optog straks jagten på angriberne. Det tredje køretøj kom ikke med i jagten, men faldt på stedet i et baghold, hvor adskillige oprørere på én gang angreb fra flere sider og dræbte den 25-årige amerikanske chauffør, fortæller øjenvidnet til nyhedsbureauet AP. Derpå slæbte gerningsmændene af med de to unge amerikanere, hedder det i landmandens beretning. Uroligt område Ifølge generalmajor Mohammed fra det irakiske forsvarsministerium blev de to lig fundet nær et elkraftværk i nærheden af Jusifija. Området har været notorisk uroligt siden den amerikanskledede invasion af Irak. De to savnede soldater er blevet eftersøgt af i alt 8.000 irakiske og amerikanske soldater i løbet af weekenden. Under eftersøgningen har styrkerne dræbt mindst tre og anholdt 34 formodede irakiske oprørere.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
SUPERLIGAEN
tema




























