USA's militære helte mister glorien i Irak

Det amerikanske marinekorps - 'læderhalsene' - blev udødeliggjort ved den mytiske sejr over japanerne ved Ivo Jima i 1945. Nu er korpsets ære blevet plettet efter flere sager om soldaters overgreb på civile. - Arkivfoto: Joe Rosenthal
Det amerikanske marinekorps - 'læderhalsene' - blev udødeliggjort ved den mytiske sejr over japanerne ved Ivo Jima i 1945. Nu er korpsets ære blevet plettet efter flere sager om soldaters overgreb på civile. - Arkivfoto: Joe Rosenthal
Lyt til artiklen

Normalt er stemningen høj i Captain Morgan-baren ude ved Stillehavskysten i San Diego, hvor tidligere og nuværende marinesoldater slapper af blandt fotografier af krigsskibe og grupper af unge mænd i flotte uniformer. Hen over baren står med store bogstaver indskriften: 'A Few Good Men' som en henvisning til korpsets selvforståelse og historie. For kaptajn William Jones søgte nemlig en lille gruppe gode mænd, da han i 1779 i Boston søgte efter frivillige til den amerikanske frihedskamp mod det engelske kolonistyre. Korpsets ære rammes Men nu risikerer humøret at dale en kende. I går blev fire marineinfanterister dræbt i Irak, og selv blandt de hårde drenge er tabet af liv en tragedie. Og næsten værre er det, når selvrespekten og korpsets ære bliver ramt: Det er sket nu, for syv marineinfanterister og en almindelig marinesoldat bliver sigtet for mord på en 52-årig irakisk mand i byen Hamdania i Irak for to måneder siden. Dommen er i værste fald dødsstraf. Manden sad i kørestol, og ifølge anklagerne anbragte soldaterne en spade og et våben ved hans side. Scenen skulle få vidner til at tro, at de havde at gøre med en oprører, som var ved at placere en af de vejsidebomber, der er oprørernes mest effektive våben. Sag skaber uro De militære myndigheder undersøgte sagen, da lokale irakere informerede dem om den. Militærpolitiet arresterede syv mistænkte, som ifølge deres forsvarere blev sat i fængsel under ydmygende former i Marinekorpsets base Camp Pendleton. Lige siden har sagen skabt uro blandt de 35.000 marinere i Camp Pendleton, og den giver genlyd i hele USA. For afsløringen kommer efter anklagerne mod andre marinere, der angiveligt myrdede 24 civile irakere i byen Haditha i november sidste år. »Værst tænkelige tidspunkt« Også her har myndighederne reageret med flere undersøgelser og tilbageholdelse af de mistænkte, og den hurtige reaktion overrasker ikke lektor Carl Pedersen fra Københavns Universitet, der selv er amerikaner og forfatter til flere bøger om USA. »Alt det her kommer på det værst tænkelige tidspunkt for præsident George W. Bush«, siger Carl Pedersen. Han henviser til, at det blot er de seneste begivenheder i en lang række dårlige nyheder fra og om Irak. »Præsidenten står svagt i meningsmålingerne, synet på USA i verden er negativt og stadig flere amerikanere stiller spørgsmålstegn ved krigen. Derfor kan sagerne om overgreb på civile få betydning på længere sigt«, vurderer han. Minder om Vietnam Carl Pedersen henviser til, at sagerne sætter både regeringen og militæret i et dårligt lys - og det begynder at minde om Vietnamkrigen. »Her betød afsløringen af massakrer på civilbefolkningen som May Lai-massakren i 1968 også et skred i opinionen. Både i USA og i verden«, siger han. Afsløringerne indgår også i den store Irakdebat i Kongressen, der finder sted i disse dage. Udsat for umenneskeligt pres Den demokratiske krigsmodstander, tidligere krigshelt og marineinfanterist, John Murtha, sagde forleden i Repræsentanternes Hus, at overgrebene begået af elitesoldater som netop marineinfanterister er tegn på, at de er under et umenneskeligt pres. Under en debat i Senatet om krigen onsdag pegede flere demokratiske politikere på, at regeringen må overveje en såkaldt exit-strategi fra Irak uden nødvendigvis at sætte en tidsramme. Og i den ophedede debat, som var en forvarsel om valgkampen inden det såkaldte midtvejsvalg til Kongressen i november, gik New York-senatoren Hillary Clinton hårdt til de politiske modstandere, der betegner enhver form for kritik af krigen som forræderi eller fejhed. Kommer hjem med nedbrudt psyke I pressen har flere politikere nævnt de undersøgelser, som viser, at over en tredjedel af Iraksoldaterne kommer hjem med psykiske lidelser. Det er flere end ved tidligere krige, konstaterer lægerne på militærhospitalet Walter Reeds forskningsafdeling ifølge NBC-News. Det fik tidligere præsidentkandidat, den demokratiske John Kerry, til for få dage siden at fastslå: Soldaterne kan ikke mere. Myter om heltene Det afviste deres chef, general Michael Hagee, på et pressemøde onsdag i Camp Pendleton. Han har i de seneste dage talt for marinere i Irak, i USA og andre steder for at indskærpe dem korpsets værdier: etik, respekt for regler og høj moral. »Vores høje standarder, vores fokus på opgaven og indsats for andre mennesker fik marinere til at angribe med succes i Belleau Skoven i Frankrig i juni 1918, da alle sagde, krigen var tabt og anstrengelserne var forgæves. Det var de samme militære værdier, der førte til det succesrige angreb på Ivo Jima i 1945«, sagde generalen og henviste til en af de mest mytiske sejre i USA's lange og blodige historie. Og nu fremstår Marinekorpset, der er blevet skildret i udødelige bøger og film som Leon Uris 'Læderhalsene' - for blot at nævne et enkelt af de hundredvis af epos om korpsets helte - ifølge en af journalisterne på pressemødet i San Diego som en bande udisciplinerede mordere. Rasende weblogs Det gør marinerne rasende. Deres kammerater dør næsten dagligt i kamp, og de mange pantelånerbutikker i San Diego med deres aggressive lysreklamer om at pantsætte værdier mod en månedsløn er et udtryk for, at ingen bliver rig af at gå i krig. Ikke en gang i marinekorpsets uniform. Ifølge forsvareren Jane Siegel, der repræsenterer en af de fængslede soldater, blev han udsat for nedværdigende behandling. »De brugte hårdhændede metoder for at få oplysninger ud af ham«, siger hun til den lokale avis i San Diego, og på marinernes weblogs har harmen over behandlingen af »heltene« ingen ende. »Fangerne på Gitmo (Guantanamo-basen, red.) bliver behandlet bedre. Hvor er alle de blødsødne, the bleeding hearts, nu henne?«, spørger en, og faderen til en af de anklagede, 20-årige John Jodka, der risikerer dødsstraf, er desperat: »Desværre har Marinekorpsets ledere vendt min søn og de andre ryggen i et Don Quixote-agtigt forsøg på at være politisk korrekte. Men selv om ... min søn er tilbageholdt under forhold, der er værre end terroristen Zacharias Moussaouis fængsel, er min søns positive holdning, gode humør og tro på det rigtige med til at rejse mig og alle omkring ham«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her