Israelske kampvogne krydser grænsen til Sydlibanon

- Foto: AP
- Foto: AP
Lyt til artiklen

Israelske kampvogne og militærbulldozere rev lørdag en del af grænsehegnet mellem Israel og Libanon ned, oplyste både israelsk militær og den libanesiske regering. Gennem hullet stred de tunge køretøjer sig langsomt ind i Libanon. Der skal de israelske soldater se Hizbollahs soldater i øjnene. »Et jagerfly kan ikke plante et flag. Nogle gange skal en soldat se fjenden i øjnene og slås med ham«, forklarede Israels forsvarschef, general Dan Halutz, som årsag til hans beslutning om at sende soldater ind i Libanon. Halutz fastholdt, at der ikke er tale om en invasion, men at de israelske styrker i Libanon vil foretage »begrænsede operationer« med det formål at tilintetgøre Hizbollahs raketlagre og raketaffyringsfaciliteter. De israelske styrker har gjort landsbyen Maroun a-Ras til udgangspunkt for sine operationer. Landsbyen ligger få hundrede meter fra grænsen, og ifølge israelske militærtalsmænd er der ingen civile libanesere tilbage, hverken i den eller nærliggende landsbyer. Lørdag eftermiddag blev indbyggerne i 13 landsbyer op til seks kilometer fra grænsen advaret om, at de skulle forlade deres hjem omgående. Målet for angrebet er ifølge det israelske militær en lang række underjordiske Hizbollah våbenlagre og tunnelsystemer. Michel Pharaon, der er minister i den libanesiske regering, oplyser, at der står enheder fra den libanesiske hær nær grænsen, men at den ikke har været indblandet i kamphandlinger med israelerne. Svag libanesisk hær Den libanesiske hær er svag, hvilket ministeren indrømmede med ordene: »Vores hær har kun begrænsede muligheder. Den gældende ordre lyder, at hæren skal forsvare sig, hvis den bliver angrebet«. Det betyder, at regeringen ikke vil sætte hæren ind mod de israelske soldater, som opererer på libanesisk område. Libanons forsvarsminister har ellers haft travlt med at forsikre, at »hæren vil blive sat ind mod alle, der krænker libanesisk territorium«. Kampene ved Maroun a-Ras har foreløbig kostet mindst seks israelske soldater livet. Ifølge den israelske forsvarschef mistede mindst 19 Hizbollah-soldater livet. Kampene i området fortsætter. Samtidig fortsatte israelske kampfly deres bombetogter, hvor de lørdag blandt andet bombede en række tv-master forskellige steder i landet. Flyene bombede også i den sydlige del af Libanon og de dumpe brag rullede med vinden over grænsen til Israel. I Haifa blandede den tunge rumlen fra nord sig dagen igennem med alarmsirener og raketnedslag. Støttereklamer Lørdag blev der talt over 70 Hizbollah-raketter i forskellige byer og landsbyer i det nordlige Israel. Andre steder i Israel vågnede borgerne op til et bombardement af en hel anden art. »Vi vil sejre«. »Israel er stærk«. »Hold ud!«, var blot nogle af teksterne på de kæmpe plakater, der i nattens løb var blevet hængt op på veje og gader over hele landet. Plakaterne er opklæbet på steder, der normalt reklamerer for mobiltelefoner, ferierejser og modetøj, af en række private firmaer og banker. 500.000 flygtninge Den libanesiske Michel Pharaon bad på et pressemøde om international hjælp til den humanitære katastrofe, som de israelske angreb har skabt, og som vokser for hver dag. Der er nu mellem 400.000 og 500.000 interne flygtninge, hvoraf 110.000 bor på skoler i Beirut. Midt i fortrædelighederne skete der er en enkelt positiv ting. I en landsby nær Tyre i det sydvestlige Libanon blev ni mennesker reddet ud i live fra ruinerne af et hus, som israelske bombefly havde smadret tre dage tidligere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her