Våbenhvilen er en hastesag og dermed højt på dagsordene, når USA's udenrigsminister, Condoleezza Rice i dag starter sin rundrejse i Mellemøsten. »Det er meget vigtigt, at etablere betingelser for, at en bæredygtig våbenhvile kan træde i kraft«, siger hun før rundrejsen. I Jerusalem skal hun mødes med Israels premierminister Ehud Olmert og andre ledere, og der er desuden planlagt et møde med Mahmoud Abbas, den palæstinensiske selvstyrepræsident. »Det er forfærdeligt« Besøget i Mellemøsten kommer dagen efter, at FN s nødhjælpskoordinator, nordmanden Jan Egeland, besøgte Beirut-bydelen Haret Hreik, der har været endestation for mange israelske bombardementer undervejs i konflikten. »Det er forfærdeligt. Jeg vidste ikke, at det var boligblok efter boligblok, og det gør det til en overtrædelse af menneskerettighederne,« sagde han under sin rundtur i kvarteret. Den blodige konflikt i Libanon begyndte, da den militante Hizbollah-bevægelse den 12. juli bortførte to israelske soldater og efterfølgende krævede løsladelse af palæstinensiske fanger i israelske fængsler.
Rice: Våbenhvile i Libanon haster
Lyt til artiklen