Tyrkiets ministerpræsident, Recep Tayyip Erdogan, er netop nu på officielt besøg i Danmark, hvor han sammen med flere af sine ministre vil diskutere så forskelligartede emner som borgerkrigen i Syrien, EU og det dansk-tyrkiske forhold.
Politiken har interviewet den tyrkiske regeringsleder, der har store aktier i den syriske borgerkrig: Engang var han personlig ven med Syriens præsident Assad, men i takt med de seneste to års syriske blodsudgydelser har han udviklet sig til en af hans argeste modstandere. Som nabo til Syrien er Tyrkiet samtidig vært for mere end en kvart million syriske flygtninge samt dele af den syriske oprørshær FSA. Som sådan er Erdogan en central aktør i et Mellemøsten, hvor Tyrkiet både forsøger at bygge bro til EU og indgår i regionale magtspil med vigtige regionalmagter som Iran, Irak, Syrien og kurdiske oprørere.





























