Onde tunger kalder den nye russiske katedral i Paris for Sankt-Vladimir-katedralen, mens navnet Putin indgår i andre fantasifulde variationer. Kun få bruger det officielle navn – Treenighedskatedralen – om bygningen, som med sin bombastiske arkitektur, sine fem løgformede kupler og beliggenhed ud til Seinen er meget synlig.
Det er også meningen. Da den franske og russiske regering i 2007 indledte forhandlinger om opførelsen af den nye kirke, et kulturcenter og et cafeteria på den 8.000 kvadratmeter store grund, lagde præsident Vladimir Putin ikke skjul på, at kirken skal være et symbol på Ruslands tilstedeværelse »i hjertet af den europæiske civilisation«.



























