Esterne er vant til nye regeringer. Det var ikke mindre end regering nummer 16, siden Estland genvandt sin selvstændighed for 25 år siden, der onsdag blev taget i ed i den lyserøde parlamentsbygning i Tallinn. Men noget helt almindeligt regeringsskifte er det ikke.
Det højreliberale Reformparti, som har været regeringsbærende siden 2005, er skubbet ud i kulden, og for første gang kommer den nye statsminister, den 38-årige Jüri Ratas, fra Centerpartiet, som resten af den politiske elite længe holdt sig på lang afstand af.




























