Måske var den unge voldsmand i Ohio mandag ’kun’ en jævnt forstyrret studerende af den slags, der i USA eksploderer i massevold. Men den 20-årige tredjeårs-studerende på Ohio State University i byen Columbus gjorde, hvad IS opfordrer muslimer til at gøre, og han passede præcis ind i forestillingen om, hvad Vesten har at frygte fra IS.
Abdul Razak Ali Artan er hans navn, 20 år. Indtil søndag en frustreret studerende. Mandag forvandlet til voldsmand, da han kørte sin Honda Civic ind over et fortov og majede en halv snes fodgængere ned på universitetsområdet. Før han selv blev skudt, sprang han ud af bilen og begyndte at fægte om sig med en kødkniv, mindst to blev stukket ned. To minutter senere var han død. En vagthavende betjent på universitetet, Alan Horujko, skød og dræbte ham på stedet.




























