Syriens regering under Bashar al-Assad vil ikke acceptere nye internationale observatører i det østlige Aleppo, hvor Assads styrker med hjælp fra russiske bombefly og udenlandske militser netop har taget kontrollen.
Den syriske regering siger på den ene side ja til en FN-resolution om humanitær hjælp og international overvågning af evakueringen af civile og oprørere, som Assad-styret kalder »terrorister«. På den anden side nægter regeringen at acceptere andre observatører end Røde Kors, det syriske Røde Halvmåne, og FN i forvejen har i landet.



























