EU frygter at se Polens retsstat bryde sammen

Demokrati. Tusinder af polakker demonstrerede i weekenden foran landets parlament og forfatningsdomstolen i protest mod, at regeringen griber ind i domstolenes uafhængighed og mediernes frihed.
Demokrati. Tusinder af polakker demonstrerede i weekenden foran landets parlament og forfatningsdomstolen i protest mod, at regeringen griber ind i domstolenes uafhængighed og mediernes frihed.
Lyt til artiklen

Mens polske oppositionspolitikere gør klar til at besætte parlamentet i Warszawa gennem hele juleferien, fortsætter Polens regering på en direkte kollisionskurs med EU.

»Dette er en væsentlig udfordring af retssikkerheden i Polen. Og retssikkerhed er det fundament, som hele den europæiske struktur er bygget på«, lød det onsdag fra EU-kommissionens næstformand, Frans Timmermans.

Efter flere dage, hvor tusinder af polakker har demonstreret mod deres regerings indgreb i domstole og medier, brugte kommissionen årets sidste møde på at diskutere den demokratiske krise i unionens største østlige medlemsland.

»Vi føler en stærk solidaritet med det polske folk, der lige som alle andre europæere fortjener at have et uafhængigt retssystem«, sagde Timmermans.

Polens ledere blæser på landets højeste dommere

Gennem hele året har kommissionen gradvist taget hidtil usete skridt fra advarsler til klare henstillinger til den polske regering om at tilbagerulle reformer, der begrænser uafhængigheden for landets forfatningsdomstol og skaber statslig kontrol med medierne.

Henstillingerne er igen og igen blevet afvist som »urimelig indblanding« af Polens regering, ledet af det nationalkonservative og EU-skeptiske parti Lov og Retfærdighed (PiS), der kom til magten i oktober sidste år.

EU tøver med »atombomben«

Næste skridt fra kommissionens side kunne være at anbefale en strafprocedure, som i sidste ende kan føre til, at Polen på grund af brud med grundlæggende retsprincipper får frataget landets stemmeret i Den Europæiske Union.

Denne sanktionsmulighed, der ofte betegnes som traktatens »atombombe«, er aldrig før blevet anvendt – og så langt går kommissærerne da heller ikke endnu.

»Vi udelukker ikke nogen af de tiltag, der er mulige inden for reglerne om retssikkerhed«, sagde Frans Timmermans.

Men foreløbig giver kommissionen den polske regering endnu to måneder til at vise, at den afstår fra politisk styring af domstole og medier i landet.

Det er ikke alene sanktionernes enestående og vidtrækkende karakter, der får kommissionen til at tøve med at foreslå, at EU tager stemmeretten fra Polen.

Frans Timmermans og kommissionsformand Jean-Claude Juncker har også det problem, at sanktionerne højst sandsynligt aldrig vil kunne blive vedtaget af medlemslandene.

Ungarns leder vil blokere

Proceduren forudset i traktaten kræver nemlig en enstemmig vedtagelse blandt lederne fra alle de andre medlemslande, hvis Polen skal straffes. Og Ungarns regeringsleder, Viktor Orban – der selv længe er blevet kritiseret for samme autoritære fremfærd – har på forhånd sagt, at han vil blokere for sådan en beslutning.

Viktor Orban har indgået en alliance med lederen af Polens regeringsparti, Jaroslaw Kaczynski, om at de vil beskytte hinanden mod den slags sanktioner fra EU.

EU tager nyt regelsæt i brug: Polens demokrati er i fare

Dermed lammer de i realiteten de regler, der skulle sørge for, at alle medlemslande respekterer Europas grundlæggende demokratiske værdier.

Næste år vil vise, om EU-kommissionen alligevel er villig til at statuere et eksempel ved at foreslå sanktioner mod Polen.

De kommende ugers demonstrationer og sammenstød mellem regering og opposition i Warszawa får stor indflydelse på, om EU føler sig tvunget til at gribe ind.

Thomas Lauritzen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her