Den russiske præsident Vladimir Putin gav, ifølge en ny amerikansk efterretningsrapport, ordre til at influere den amerikanske valgkamp og underminere Hillary Clinton og det amerikanske demokrati. Og russiske kampagner til at påvirke meningsdannelsen er også en potentiel trussel mod Danmark, lyder det i Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) nye risikovurdering.
»Inden for de seneste få år har både Ruslands mål og midler udviklet sig fra primært gennem massemedier at påvirke synet på Rusland til gennem en bredere vifte af påvirkningskanaler også at skulle påvirke udviklingen internt i EU-landene, udviklingen i USA og forholdet mellem vestlige lande«, skriver efterretningstjenesten i risikovurderingen, der blev offentliggjort 20. december 2016.


























