For første gang i otte år kunne man tirsdag se et diplomatisk håndtryk mellem en dansk minister og Indiens premierminister. Det dansk-indiske forhold har længe lidt under en gammel sag om udlevering af den danske terrormistænkte Niels Holck. Og mødet mellem Danmarks energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Chr. Lilleholt (V), og den indiske premierminister, Narendra Modi, giver således forsigtige forhåbninger om, at Danmarks forhold til Indien nu er ved at tø op, lyder det fra klimaministeren.
»Modi viste en massiv interesse for danske virksomheders kompetencer inden for områder som grøn omstilling, fødevarer og det maritime område. Det giver os muligheden for at øge eksporten til Indien og skabe tusindvis af danske arbejdspladser«, siger Lars Chr. Lilleholt, der de seneste dage har deltaget på Indiens største erhvervs- og investeringsmesse, Vibrant Gujarat, sammen med ledere fra 22 danske virksomheder.




























