Med kampråb mod ’løgnepressen’ og politiske ’folkeforrædere’ som forbundskansler Angela Merkel og flygtninge vandrede tusinder af tyskere i gaderne i vinteren for to år siden. Med udgangspunkt i Dresden, helt mod øst ved grænsen til Tjekkiet bredte bevægelsen Pegida sig til talrige tyske byer og nabolande, blandt dem Danmark.
To år efter er demonstrationerne skrumpet voldsomt ind. Luften synes at være gået ud af de mange bannere og paroler, som før fyldte op ved de såkaldte spadsereture for gruppen Patriotiske Europæere imod Islamiseringen af Aftenlandet (Vesten), som forkortelsen står for.



























