Hidtil har Kina været det land i verden, hvor flest mennesker døde af luftforurening, men den plads er nu ved at blive overtaget af Indien. Forrige år døde omkring 1,1 million mennesker i hvert af de to lande af hjerteproblemer, lungesygdomme, luftvejsinfektioner og andre lidelser, der var forårsaget af luftforurening, men tendensen i de to lande går i hver sin retning. Den kinesiske ledelse har de seneste år forsøgt at begrænse landets omfattende forureningsproblemer, og det har betydet, at antallet af dødsfald som følge af luftforurening fra 2005 til 2015 faldt med knap 3 procent i Kina. Derimod har der manglet politisk handling i Indien, hvilket har resulteret i, at antallet her er steget med næsten 22 procent fra 895.900 dødsfald i 2005 til 1.090.400 dødsfald i 2015.
Farlige partikler
Oplysningerne fremgår af en rapport, som de to amerikanske sundhedsinstitutioner Health Effects Institute i Boston og Institute of Health Metrics and Evaluation i Seattle i denne uge offentliggjorde. Rapporten er den første af sin slags, hvor man også ved hjælp af en interaktiv database kan søge på specifikke oplysninger om luftforurening i alle lande i verden. Umiddelbart er det måske ikke så mærkeligt, at Indien og Kina står som de lande med flest dødsfald, da de er de to mest befolkningsrige nationer i verden. Det er her, rapportens database er med til at nuancere billedet, fordi den samtidig indeholder tal for indholdet af farlige luftpartikler kendt som PM2.5 i alle verdens lande. Disse partikler er 20-30 gange smallere end bredden på et hår fra et menneske og kan derfor nemt blive optaget i lungerne. Niveauet af disse partikler anvendes som en indikator på, hvor stor risikoen er for at dø af luftforening. Også her er Indien og Kina med i førerfeltet kun overgået af en håndfuld lande som Bangladesh, Nepal og Egypten. Men mens koncentrationen har stabiliseret sig i Kina siden 2010, bliver den ved med at stige eksplosivt i Indien. Advarslerne på den skæve udvikling i Indien har allerede været talrige. Forureningen er et problem i hele landet, men et godt eksempel er hovedstaden Delhi, som i november sidste år blev indhyllet i smog, der lagde sig som en tyk tåge over hele byen. Indholdet af farlige partikler i luften steg til 16 gange over det niveau, som de indiske myndigheder normalt anser for sikkert. Bystyret tog for første gang nogensinde den beslutning at lukke over 1.800 offentlige skoler og bede forældre om at holde deres børn inden døre. To år tidligere - i 2014 - havde verdenssundhedsorganisationen WHO angivet Delhi som den by i verden med den værste luftforurening.




























