Den 25-årige indonesiske kvinde, Siti Aisyah, har fortalt politiet i Malaysia, at hun troede, hun deltog i en tv-komedie, da hun forrige mandag angiveligt tømte en beholder med verdens farligste nervegift ind i ansigtet på Kim Jong-nam – halvbroderen til Nordkoreas nuværende leder, Kim Jong-un.
Det malaysiske politi tror ikke det mindste på hende. Tværtimod mener politiet, at hun sammen med en anden formodet medskyldig de seneste uger har øvet overfaldet i forskellige indkøbscentre i den malaysiske hovedstad, Kuala Lumpur, og at hun er en del af Nordkoreas net af hemmelige og specialtrænede agenter.




























