Det er et opgør om strategien i kampen mod Donald Trump, der i dag udspiller sig, når de 447 stemmeberettigede i hovedbestyrelsen i Det Demokratiske Parti vælger ny partisekretær. Men det er også en skyggeboksning mellem partiets fløje og politiske sværvægtere, der på forhånd ser helt åbent ud.
53-årige Keith Ellison lignede længe en sikker vinder. Kongresmedlemmet fra Minnesota var en af blot ti medlemmer af Kongressen, der sidste år støttede senator Bernie Sanders i primærvalget mod Hillary Clinton. Efter det chokerende valgnederlag til Donald Trump krævede kredsen omkring Sanders på partiets venstrefløj en ny organisatorisk strategi: Ud med det evige fokus på meningsmålinger og pengeindsamling fra rige liberale donorer. I stedet skal græsrødderne, især de unge, mobiliseres til kamp efter modellen fra Bernie Sanders’ valgkamp, der var overraskende tæt på at slå Hillary Clinton.




























