I London sidder en mand med nerverne helt uden på tøjet. Han hedder Julian Assange, og hans skæbne er helt afhængig af, hvordan det går med dagens præsidentvalg i Ecuador, på hvis britiske ambassade han nu har gemt sig i fire et halvt år.
For Wikileaks grundlægger er det afgørende, hvordan denne anden og tætte valgrunde falder ud i Ecuador, for de to dystende kandidater ser meget forskelligt på hans tilstedeværelse på den diplomatiske mission. Mens den tidligere vicepræsident i Rafael Correas venstreorienterede regering, Lenin Moreno, med behersket entusiasme har lovet fortsat at beskytte Assange, slog den konservative Guillermo Lasso allerede i første valgrunde fast, at Assange har 30 dage til at forlade ambassaden, såfremt han vinder.




























