Der er ingen logik i, at præsident Bashar al-Assad skulle bruge giftgas på et tidspunkt, da rebellerne i Syrien er presset i defensiven. Det vurderer en af Ruslands førende udenrigspolitiske eksperter, Andrej Kortunov, i et interview med Politiken.
Men skulle det være tilfældet, vil det få meget alvorlige konsekvenser for forholdet mellem Moskva og Damaskus, mener Kortunov. Ikke at Kreml nødvendigvis vil erkende det offentligt, selv om man finder ud af, at Assad-systemet stod bag. Men bag kulisserne vil Ruslands reaktion blive meget stærk, bedømmer han.


























