Det franske præsidentvalg har fyldt bemærkelsesværdig meget i de amerikanske medier. Sædvanligvis er amerikanerne ikke overvældende optaget af indenrigspolitiske spørgsmål i lande, der ikke taler engelsk, for nu at sige det diplomatisk. Men det har været Macron og Le Pen alle vegne.
Årsagen er blandt andet, at valget set med amerikanske briller var et opgør per stedfortræder mellem præsident Trump og hans forgænger i Det Hvide Hus, Barack Obama. Ganske usædvanligt har de også begge blandet sig. Trump ved at forudse, at mordet på en politibetjent i Paris »formentlig vil hjælpe« Marine Le Pen.




























