Da premierminister Theresa May for godt seks uger siden udskrev parlamentsvalg til afholdelse 8. juni, tydede alt på, at valget ville blive en stor nedtur for hendes hovedudfordrer, Labourlederen Jeremy Corbyn.
Labour stod til blot 25 procent af stemmerne – et fald fra 29 procent ved valget i 2015. Med udsigt til 43 procent af stemmerne – en stigning fra 36 procent i 2015 – kunne de konservative se frem til et flertal af mandaterne i parlamentet og en så enorm forskel ned til Labour, at Theresa May ville få meget lidt modstand i de kommende fem år.


























