Lars Løkke Rasmussen (V) er ligesom sine forgængere en stærk tilhænger af stærke bånd til USA. Men især efter præsident Donald Trumps beslutning om at trække USA ud af Paris-aftalen om klimaet retter statsministeren blikket mod Berlin og Paris, hvor Lars Løkke Rasmussen i dag tilsagde præsident Emmanuel Macron markant dansk støtte i kampen for klimaet.
»Jeg vil gerne forsikre den franske præsident om, at Danmark og de nordiske lande vil stå sammen med Frankrig i denne sag«, sagde statsministeren efter et møde med præsident Emmanuel Macron i går i Paris.




























