For smuglerne, der opererer i den øde ørken mellem Niger og Libyen, var transport af mennesker indtil for blot nogle år siden en sidebeskæftigelse.
Når de i den nigerske handelsby Agadez havde afleveret en ladning brændstof fra det olierige Libyen sammen med nogle våben og kasser med subsidierede libyske fødevarer, var det en udmærket bonus, at de på turen tilbage kunne have en flok flygtninge eller migranter på ladet af deres pickups. Mellem migranterne kunne de placere narkotika, alkohol, cigaretter og andre varer, som var eftertragtede i Libyen.




























