Den timelange militærparade på Champs-Élysées er normalt et orgie i patriotisme og henvisninger til revolutionen i 1789, som stormen på Bastillen i Paris gav signalet til. Men i dag symboliserede de røde, blå og hvide farver også USA, der for 100 år siden ydede Frankrig en afgørende hjælp ved at sende to millioner soldater i krig på slagmarkerne i Champagne og Ardennerne.
Præsident Emmanuel Macron slog dette tema an flere gange.




























