Mange politikere rundt om i EU glæder sig over, at antallet af flygtninge og migranter, der kommer til Europa, ser ud til at falde. Men baggrunden for det markante fald bekymrer flere EU-parlamentarikere.
»Hvis tallet var udtryk for et fald i antallet af mennesker, der havde behov for at flygte, så ville det jo være en fantastisk nyhed. Men der er jo alene tale om et fald i antallet, der når til EU’s grænser. Så vi efterlader en hel masse mennesker i desperate situationer. EU’s aftaler med Libyen, Tyrkiet, Marokko og andre i Nordafrika er virkelig skræmmende. Der har EU solgt ud på de grundlæggende menneskerettigheder for at undgå, at disse mennesker kommer til EU«, siger Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU.


























