Der bliver run på de amerikanske boghandler, når Hillary Clintons erindringer om sidste års amerikanske præsidentvalgkamp udkommer 13. september. Men CNN og andre amerikanske medier har allerede fået fat på et eksemplar af ’What Happened’, og ifølge deres citater leverer Clinton en nøgtern obduktion af sin egen valgkamp og fremtræder mere hudløst ærlig, end offentligheden før har oplevet hende.
Clinton tager det fulde ansvar for sit eget valgnederlag, men langer også ud efter venner og fjender – ikke mindst rivalen i det demokratiske primærvalg, Bernie Sanders: »Han er ikke demokrat. Det mener jeg ikke nedsættende, det er, hvad han selv siger«, skriver Hillary Clinton. »Han gik ikke ind i kampen for at sikre, at en demokrat vandt Det Hvide Hus, han gik ind i den for at skabe opløsning i Det Demokratiske Parti«.



























