Tvivlens nådegave ejer Yanis Varoufakis ikke. Det står klart efter få minutter i selskab med den 56-årige græker.
Først præsenterer han med stor virtuositet sin dommedagsprofeti for EU’s afvikling. Den type fortælling er man efterhånden vant til, ikke mindst fra Europas dygtige populister. Men man er ikke vant til det, der følger. For Yanis Varoufakis er økonomiprofessor, og han følger altid op med detaljerede løsningsforslag, hvor man skal holde tungen lige i munden for at følge med. Og han præsenterer sine løsninger på en måde, så de fremstår som den eneste farbare vej ud af elendigheden.




























