Et stort flertal af landene i det internationale politisamarbejde Interpol har trodset advarslerne fra Israel og optaget Palæstina som medlem. Det skete med 75 stemmer for, 24 imod og 34 blanke.
Israels udenrigsministerium havde ikke umiddelbart nogen kommentarer til beslutningen, der ses som et markant nederlag til ministerpræsident Benjamin Netanyahu. Han har længe kæmpet imod og udlagde det som en stor sejr for Israels diplomati, da det sidste år lykkedes at udskyde optagelsen.



























