Mens den catalanske regeringschef, Carles Puigdemont, indtil for kort tid siden var relativt ukendt uden for Catalonien, er hans modstander i kampen om catalansk uafhængighed en gammel kending. Mariano Rajoy har tabt og vundet flere valg, han har i flere år været det spanske højres kontroversielle leder, og så sent som for få uger siden var han i retten som vidne i en af mange skandalesager, som flere gange har været ved at koste ham det politiske liv.
I dag står Mariano Rajoy over for en hidtil uset udfordring. Hans ultimatum til de catalanske separatister betyder, at en uafhængighedserklæring kan tvinge ham til inden for de kommende dage at sætte Cataloniens selvstyreordning eller dele af den ud af kraft.





























