Belgiske dommere meddeler ifølge AFP, at de 14. december kommer med en afgørelse i sagen om eventuel udlevering af den catalanske separatistleder Carles Puigdemont.
Advokater for Puigdemont og for fire af hans tidligere ministre, som alle flygtede til Belgien i oktober, har i Belgien forklaret, at de ikke mente, at de vil få en retfærdig retssag i deres hjemland.
Puigdemont og hans catalanske regering blev afsat af Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, efter at have erklæret Catalonien uafhængigt efter en forbudt folkeafstemning om løsrivelse 1. oktober.
Puigdemonts advokat sagde i weekenden, at hans klient vil blive i Belgien til efter valget i Catalonien 21. december.
Den 54-årige politiker, der stiller op som leder af grupperingen Junts per Catalunya, kan formentligt appellere de belgiske dommeres afgørelse i udleveringssagen.
ritzau
fortsæt med at læse



























